Det havde været en lang og sej efterforskning for os i politiet, men det lykkedes til sidst mine kolleger og mig at finde frem til en ovenud flittig indbrudstyv, som vi havde været på sporet af længe. Han havde hærget i byen med stribevis af villaindbrud, og vi kunne ud fra fingeraftryk konstatere, at der var tale om den samme indbrudstyv, men vi havde ham ikke i vores register.
Hvorfor smykker?
Da vi endelig fandt frem til ham, var det ikke småting af tyvekoster, vi fandt på hans bopæl. Han havde især koncentreret sig om smykker, og det var selvfølgelig ikke de billige smykker, han var gået efter. Det valg af mål var strategisk – smykker er blandt de mest attraktive genstande for indbrudstyve, fordi de kombinerer høj værdi med minimal vægt og størrelse. De kan nemt skjules i lomme eller pose, og de lader sig transportere uden at kræve transportmidler. Det gjorde ham uafhængig af at skulle have en bil på sine indbrudstogter, hvilket var nok en af grundene til, at det tog så lang tid at opspore ham. En tyv uden bil efterlader færre spor og færre vidner.
Omfanget af beslagene
Det formelig væltede med kostbare halskæder i guld og andre ædle metaller, ligesom han havde en kæmpe samling af armbånd i alle afskygninger. Inventaret på hans bopæl vidnede om måneder af systematisk tyveri. Det var klart, at han havde arbejdet efter en plan – han vidste, hvad der var værd at tage, og han vidste, hvordan han skaffede det væk igen. Det er netop denne planmæssighed, der kendetegner serieindbrudstyve. De udvikler rutiner, de finder gemmer til deres bytte, og de knytter forbindelser til personer, der køber stolen gods. For os i politiet var udfordringen netop at dokumentere forbindelsen mellem alle disse artikler og deres oprindelige ejere.
Detektivarbejdet bag identifikationen
Selv om fingeraftrykkene var afgørende for at knytte indbruddene sammen til samme gerningsmand, var det ikke nok til at løse sagen tidligere. Det er en almindelig misforståelse, at fingeraftryk automatisk løser en sag. Virkeligheden er mere kompleks. Vi skulle kende til personen – have ham i vores register – før et fingeraftryk kunne føre os til en arrestation. Først da han blev anholdt for en anden forbrydelse, blev hans fingeraftryk taget og sporet tilbage til alle disse indbrud. Der var tale om et betydeligt kriminelt arbejde spredt ud over længere tid.
Arbejdet med at returnere goderne
Da vi havde beslaglagt hans store lager af dyre smykker, forestod arbejdet med at finde de rette ejermænd – eller rettere kvinder. Denne del af efterforskningen var ligeså vigtig som at pågribe gerningsmanden, men det var også langsommere og mere følelsesmæssigt kompleks. Hver enkelt genstand skulle dokumenteres, fotograferes, og vi skulle forsøge at spore den tilbage til en legitim ejer. For nogle genstande var det relativt enkelt – ejerinde mødte op med købekvittering eller dokumentation. For andre var det sværere, da tidspunktet for tyveri var usikkert, eller fordi smykker ofte gives videre som gaver og derfor ikke altid har købedokumentation.
Men jeg husker især en yngre kvinde, som oplevede hensynet med et sæt ret specielle øreringe med en lille marguerit i hver. Hun var faktisk grædefærdig af glæde, for der var tale om øreringe, der var nedarvet gennem fire generationer, og selv ikke den bedste erstatning fra forsikringsselskabet kunne matche den affektionsværdi, øreringene havde. For hende handlede det slet ikke om pengene – det handlede om forbindelsen til hendes familie. Årene med at bære sin bestemors øreringe, sin mormors øreringe, sin mors øreringe, og nu endelig egne øreringe, var væk. Og så pludselig var de tilbage.
Det er i øjeblikke som det at man minder sig om, hvorfor vi gør det arbejde. Smykkerne var ikke blot værdier i politiets statistikker – de var hukommelse og historie for deres ejere.
