Derfor skal du som annoncør ikke bruge Aidonline

Aidonline’s program fjerner annoncer på de websider som brugerne besøger – annoncer du og andre annoncører har købt og betalt for hos de websites I gerne vil optræde på.

I de fleste annoncesystemer vil det se ud som om, at brugerne stadig får vist dine annoncer, da annoncerne ikke fjernes på serveren, men i brugerens browser efter siden er downloaded.

Hvis du køber annoncer hos Aidonline, og samtidig køber annoncer andre steder, risikerer du at købe de samme annoncevisninger to gange: En gang hos websitet der retmæssigt sælger annoncerne, og en gang mere hos Aidonline der skifter annoncerne ud.

Som annoncør er det vigtigt, at du kan have tillid til, at de annoncer du køber bliver vist som aftalt – ellers kan du med rette føle dig snydt.

Vi anbefaler derfor meget, at du ikke støtter Aidonline ved at købe annoncer hos dem – direkte eller indirekte.