Oktober fristelser

Oktober måned er noget særligt i vores familie, for tilfældighederne har gjort, at der er mange fødselsdage, der skal fejres i netop den måned. Foruden et par børnebørn har alle vores nu voksne børn fødselsdag i oktober. For mig er det lidt af et mareridt, at skulle finde på så mange gaveideer på så kort tid.

Men sidste år fik jeg en lys ide, syntes jeg selv. Den var inspireret af det miljømæssigt gode ønske om at spare på strømmen ved blandt andet at skifte til elsparepærer i hjemmenes belysning. Så jeg besluttede mig for at tage i et byggemarked, der netop på det tidspunkt havde tilbud på sparepærer for at finde nogle velegnede gaver til vores voksne børn.

Så det blev jo nemt nok at få købt fødselsdagsgaver til børnene, men helt billigt slap jeg nu ikke fra besøget i byggemarkedet, for min kone havde valgt at tage med mig på indkøb, og det bliver det jo normalt ikke billigere af.

Heller ikke denne gang, for i byggemarkedet fik min kone øje på en smart brændeovn, der var sat flere tusinde kroner ned i forhold til normalprisen. Da den samtidig var meget flot og af et anerkendt mærke, foreslog hun, at vi skulle købe den for at skifte vores gamle og uøkonomiske brændeovn ud.

Jeg gik med på ideen, for vi trængte reelt til en ny brændeovn, og her var der penge at spare. En bid af besparelsen gik dog til at købe en Bonfire, så vi kunne tænde bål i haven.