Site Loader

Lige siden jeg som 9-10 år gammel dreng sneg mig til at stå og lytte ved forsamlingshusets vinduer, når The Pink Panthers øvede, har jeg haft en næsegrus beundring for dem, der kan spille på et instrument – eller flere. Den der med at lytte nede ved forsamlingshuset  den kræver nok lidt forklaring.

I min barndomsby lå forsamlingshuset nede på Storegade, og det var der, Søren og de andre drenge i Pink Panthers øvede. Det var numre som House of the Rising Sun og den slags, der blev spillet. Og det lød – i mine utrænede øren – ganske godt.

Senere kom jeg indenfor og stod ved den ene højtaler og lyttede henført, mens jeg drømte om at få et lån, så jeg kunne købe en guitar selv. Og så syntes jeg jo, de var SÅ seje, som de stod der og gav den gas. På trommer kan jeg ikke huske, hvem var, men jeg kan da huske, at der ikke dengang var noget keyboard med i ensemblet.

Søren spillede på elektrisk guitar, og det var vist nok hans position, jeg var mest fascineret af – jeg ville bare så gerne være ham, der stod der med guitaren. Jeg kan huske, han havde en pedal, og når han trådte på den, ændredes lyden af guitaren. Det var jeg noget imponeret af faktisk. Den brugte vistnok en hulens masse batterier, og dengang var det faktisk ikke almindeligt med genopladelige batterier.

Nå – tilbage til emnet. Min fascination af de der musikinstrumenter forsvandt aldrig helt – men jeg kom desværre aldrig rigtigt til at spille på andet en spilleautomater 😉

Post Author: admin